E-sport

Vi tager E-sport seriøst

Hvad spiller vi i E-sport

Hvis du vil dyrke dit talent i League of Legends eller Counter Strike: Global Offensive og vil blive så god som dit talent kan drive dig, så er vores E-sport linje på Højer efterskole, det rette for dig. Hos os kan du finde ud af om E-sport skal være en hobby eller om du kan drive det til noget mere.

Hvad får du

Vi giver dig intens træning indenfor teori, teknik, strategi, samarbejde på hold og det vil udvikle dig som spiller. Du vil træffe hurtigere og bedre beslutninger, og sammen med dit hold kunne nå rigtig langt. Vi opretter hold med valg af roller, hvor teambuilding og kommunikation er vigtige ingredienser.

Du bliver uddannet som hjælpeinstruktør i e-sport

På Højer Efterskoles e-sportlinje får du DGI´s hjælpeinstruktøruddannelse. Det vil sige at du kan blive hjælpetræner i din lokale e-sportsforening – og på sigt måske blive træner for et e-sport hold eller på en efterskole.

Fysisk træning

På skolen vægter vi bevægelse og en sund livsstil meget højt. Du er med på skolens fælles gymnastikhold, således du kan arbejde med din computer i en sund krop. Den fysiske træning vil styrke dine reflekser, udholdenhed og gøre at du længere vil kunne bevare overblikket i en hektisk kampsituation. Samtidig har vi fokus på kostpolitik på skolen så din kost er sund, alsidig og nærende. Du skal også være i god form for at kunne holde koncentrationen gennem E-sport LAN-turnering. Vi gør dig parat.

Gear til E-sport

Velkommen i to nyindrettede lokaler med stærke gamer-PC’er, projektor og servere, gamerstole, det rigtige lys og hurtigt internet. Du må gerne medbringe din egen skærm, mus, musemåtte og headset.

Events

Du må påregne nogle blive-weekends, hvor vi skal deltage i forskellige E-sport aktiviteter. Vi besøger i løbet af året ungdomsuddannelser, hvor du kan fortsætte med at dyrke E-sport, imens du får en ungdomsuddannelse

Til forældrene

Hvorfor lade dit barn bruge tid på E-sport på en efterskole? Fordi det er det, de synes er fedt. På Højer Efterskole er fællesskabet vigtigt, og vi skaber skolefællesskabet gennem gymnastikken. Vores elever oplever glæden ved at gøre noget sammen, at præstere som et hold, samtidig med at de udvikler sig som mennesker.

Så tænk på at et efterskolemiljø naturligt gør, at ikke al tid kan gå med at spille computer. Der er en masse andre pligter så som almindelig skoletimer og lektier som skal passes og ikke mindst det gode sociale fællesskab som uundgåeligt vokser sig stort i et efterskoleophold. Og så tilbyder vi som den eneste efterskole i landet e-sport sammen med obligatorisk gymnastik. 5 timers bevægelse om ugen! Så kan det godt være dit barn spiller meget, men til gengæld er han med i et stort fællesskab, og får styrket sin krop.